EU-salg uden moms skal indberettes to steder på skat.dk

Så har vi igen modtaget en nyttig opdatering fra SKAT. Den følger her:

 

I de kommende dage vil Skattestyrelsen skrive ud til ca. 10.000 virksomheder, der har solgt momsfri varer til EU i 2020, for at fortælle dem, at de skal huske at indberette EU-salg to steder på skat.dk/TastSelv. Virksomhederne bliver bedt om at indberette det senest den 25. november.

Når en virksomhed sælger varer eller ydelser uden moms til andre EU-lande, skal den indberette salget to forskellige steder i TastSelv Erhverv, nemlig:

  • Hver måned, kvartal eller halvår, som man plejer, via den almindelige momsindberetning.
  • Men også: En gang hver måned i systemet EU-salg uden moms. Systemet tilgås via TastSelv Erhverv – under Moms.

Virksomhederne bedes samtidig om at indberette deres EU-salg fra 1. januar 2020 og frem til 31. oktober – også med frist den 25. november.

De virksomheder, der får et brev nu, er virksomheder der afregner moms månedsvis, og hvor vi kan se, at de enten ikke har indberettet, eller har indberettet forkert, i EU-salg uden moms.

Senere vil virksomheder med kvartalsmoms og halvårsmoms også blive kontaktet om dette.

Hvis virksomheden ikke indberetter sit EU-salg inden fristen, risikerer virksomheden at skulle betale moms af salget. Desuden skal der betales et rykkergebyr på 65 kr.

 

Sådan gør du

Er din virksomhed en af dem, der skal i gang med denne opgave, er der heldigvis hjælp at hente.

Du kan læse om det på skat.dk/eu-salg-uden-moms.

Du kan også se videoen Salg af varer til andre EU-lande – hvordan gør jeg med momsen? Find den på skat.dk/video-handel-med-eu.

Du er altid velkommen til at ringe. Vi sidder klar på tel. 72 22 28 67 i hverdagene, og du kan se vores telefontider på skat.dk/kontakt.

 

Venlig hilsen
Skattestyrelsen