Eu’s finansielle tilsyn efter brexit: Danske perspektiver og forandringer

Storbritannien har i årtier været et af Europas finansielle kraftcentre, og byens status som global finanshovedstad har haft stor betydning for både EU’s finansielle tilsyn og for Danmark. Med Brexit har det europæiske finansielle landskab forandret sig markant. EU’s institutioner og medlemslande står nu overfor nye spørgsmål om, hvordan det finansielle tilsyn skal organiseres, hvor magten skal placeres, og hvordan man bedst beskytter stabiliteten på tværs af grænser og markeder.

Denne artikel går tæt på de forandringer, Brexit har medført for EU’s finansielle tilsyn, og undersøger, hvad det betyder for Danmark. Med udgangspunkt i de institutionelle skift og de ændrede magtbalancer analyseres både risici og muligheder for danske aktører. Artiklen belyser også, hvordan danske interesser varetages i det nye landskab, og hvordan samarbejdet med de nordiske naboer og resten af EU udvikler sig. Samtidig diskuteres, hvilke strategiske valg og politiske debatter Danmark står overfor, når det gælder fremtidens finanspolitik i et EU uden britisk lederskab.

Gennem en række aktuelle temaer og perspektiver giver artiklen et overblik over, hvordan Brexit former det finansielle tilsyn i EU – og hvilken rolle Danmark potentielt kan spille i det nye finansielle Europa.

Baggrunden for EU’s finansielle tilsyn og betydningen af Brexit

EU’s finansielle tilsyn blev etableret som svar på de alvorlige svagheder, der blev afdækket under finanskrisen i 2007-2008, hvor manglende koordinering og utilstrækkelig regulering på tværs af medlemslandene førte til systemiske risici og ustabilitet på de europæiske finansmarkeder.

Formålet med tilsynet har siden været at styrke den finansielle stabilitet, beskytte forbrugerne og sikre, at finansielle institutioner opererer under ensartede og transparente rammer. Storbritannien, med London som Europas vigtigste finanscentrum, har historisk spillet en central rolle i udformningen og udførelsen af det europæiske finansielle tilsyn.

Brexit har imidlertid fundamentalt ændret dette billede. Storbritanniens udtræden af EU har efterladt et tomrum i det finansielle økosystem, hvor betydelige dele af kapitalmarkedsaktiviteter, clearing og finansiel innovation tidligere fandt sted.

Det har tvunget EU til at revidere sin tilgang til tilsyn, styrke samarbejdet mellem de tilbageværende medlemslande og øge fokus på at udvikle egne finansielle centre. For Danmark betyder Brexit både nye udfordringer og muligheder, idet adgangen til det britiske finansmarked er blevet mere kompleks, samtidig med at der åbner sig muligheder for at tiltrække nye finansielle aktiviteter til kontinentet og styrke det europæiske samarbejde om finansiel regulering og tilsyn.

Nye magtbalancer og institutionelle ændringer i det europæiske tilsyn

Brexit har medført betydelige forskydninger i magtbalancen inden for det europæiske finansielle tilsyn. Storbritanniens udtræden af EU har svækket den tidligere dominerende britiske indflydelse på udformningen af regulering og tilsynsstandarder, hvilket har givet andre medlemslande – især Tyskland og Frankrig – mulighed for at styrke deres positioner.

Dette ses blandt andet i kampen om placeringen af vigtige finansielle institutioner som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), der nu er flyttet fra London til Paris. Samtidig har EU styrket de fælles tilsynsmyndigheders rolle, herunder EBA, ESMA og EIOPA, for at sikre en mere harmoniseret og centraliseret tilsynsstruktur.

Institutionelle ændringer, såsom øget koordinering og flere beføjelser til de europæiske tilsynsmyndigheder, skal modvirke fragmentering af det indre marked og sikre finansiel stabilitet på tværs af medlemslandene. Disse forandringer har ikke alene ændret magtforholdene mellem medlemsstaterne, men har også skabt nye samarbejds- og konfliktlinjer i det europæiske tilsynssystem.

Danske interesser: Finanssektorens rolle og muligheder udenfor London

Brexit har markant ændret den finansielle landskabsstruktur i Europa, og det har åbnet nye muligheder og udfordringer for den danske finanssektor. Med Londons status som Europas ubestridte finanscentrum svækket, opstår der rum for, at andre finansielle aktører kan positionere sig stærkere på det europæiske marked.

For danske banker, pensionskasser og kapitalforvaltere betyder det, at de kan udvide deres aktiviteter og tilstedeværelse på kontinentet, især i finanscentre som Frankfurt, Paris og Amsterdam, hvor en del af de finansielle aktiviteter nu samles.

Danske virksomheder har potentiale til at styrke deres rolle i udviklingen af nye finansielle tjenester og integrere sig tættere i EU’s infrastruktur for kapitalmarkeder og betalingssystemer. Samtidig giver det danske medlemskab af EU adgang til det indre marked, hvilket fortsat er afgørende for at kunne tilbyde grænseoverskridende finansielle ydelser.

Dog kræver de nye muligheder også, at danske aktører forholder sig til ændrede regulatoriske krav og øget konkurrence fra både europæiske og globale spillere. Overordnet set står den danske finanssektor med gode forudsætninger for at udnytte de forandringer, Brexit har medført, men succes afhænger af evnen til at tilpasse sig et mere fragmenteret, men også mere åbent europæisk finansielt marked.

Samarbejde, konkurrence og regulering: Den nordiske dimension

Samarbejdet mellem de nordiske lande har længe været præget af en særlig tillid og en pragmatisk tilgang til finansiel regulering, hvilket har givet regionen en unik stemme i det europæiske finansielle landskab. Efter Brexit er denne nordiske dimension dog blevet både mere udfordret og vigtigere.

De nordiske lande, herunder Danmark, har traditionelt arbejdet tæt sammen om at fremme stabile og gennemsigtige finansielle markeder med vægt på robuste tilsynsrammer og forbrugerbeskyttelse. Samtidig har de haft en fælles interesse i at sikre, at EU-reguleringen tager højde for de særlige forhold, som kendetegner mindre, åbne økonomier med veludviklede finansielle sektorer.

Uden Storbritannien som allieret og fortaler for markedsbaserede løsninger, har de nordiske lande i højere grad måttet koordinere sig internt for at sikre deres interesser i EU’s beslutningsprocesser, hvor større medlemslande som Tyskland og Frankrig nu i stigende grad sætter dagsordenen.

Dette har ført til en styrket dialog og mere formaliserede samarbejdsstrukturer på tværs af de nordiske tilsynsmyndigheder, eksempelvis gennem Nordic-Baltic Macroprudential Forum og tættere koordination i arbejdet med Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) og Den Europæiske Centralbank (ECB).

Samtidig er konkurrencen mellem de nordiske finanscentre blevet mere udtalt, idet Stockholm, København og Helsinki i stigende grad positionerer sig som alternative knudepunkter for finansielle aktiviteter, der tidligere var koncentreret i London.

Her finder du mere information om Ulrich Hejle >>

Dette har skabt et behov for balancerede reguleringsløsninger, der både kan tiltrække udenlandske investeringer og sikre et højt beskyttelsesniveau. For Danmark betyder det, at reguleringsstrategiske valg i stigende grad må afstemmes med de øvrige nordiske lande for at undgå utilsigtede konsekvenser som regulatorisk arbitrage eller fragmentering af det nordiske finansmarked. Samlet set har Brexit således sat skub i en ny dynamik, hvor samarbejde, konkurrence og regulering smelter sammen i et komplekst spil, der kræver både politisk fingerspidsfornemmelse og evnen til at finde fælles nordiske løsninger inden for rammerne af EU’s finansielle tilsynsarkitektur.

Risici, muligheder og fremtidige udfordringer for danske aktører

For danske aktører indebærer de ændrede rammer for EU’s finansielle tilsyn efter Brexit både betydelige risici og interessante muligheder. En af de væsentligste risici er, at danske finansielle institutioner kan miste nem adgang til de store kapitalmarkeder i London, som traditionelt har fungeret som brohoved for danske banker, forsikringsselskaber og kapitalforvaltere til international finansiering og ekspertise.

Med Brexit vil der opstå øget kompleksitet og potentielle barrierer i forhold til at operere på tværs af EU og Storbritannien, hvilket kan medføre højere omkostninger, juridisk usikkerhed og behov for nye samarbejdsstrukturer.

Samtidig kan ændringer i det europæiske tilsyn føre til, at beslutningsprocesserne i stigende grad centraliseres i eurozonen, hvor Danmark som ikke-euroland risikerer at få mindre indflydelse på de regler, der kommer til at gælde for hele det indre marked. Det kan især blive udfordrende for mindre og mellemstore danske aktører, som allerede oplever et betydeligt administrativt og regulatorisk pres.

På den anden side åbner det nye finansielle landskab også op for muligheder. Danske aktører med stærke kompetencer inden for f.eks. grøn finansiering, digitalisering og fintech kan positionere sig fordelagtigt i den voksende konkurrence mellem de europæiske finanscentre, hvor især Frankfurt, Paris og Amsterdam forsøger at tiltrække aktiviteter, der tidligere lå i London.

Danmarks veludbyggede digitale infrastruktur og stærke tradition for tillidsfuld regulering kan blive et konkurrenceparameter i forhold til både at tiltrække udenlandske investeringer og eksportere finansielle ydelser til resten af EU.

Samtidig giver den øgede politiske opmærksomhed på finansiel stabilitet og bæredygtighed muligheder for danske institutioner, der formår at tilpasse sig og levere innovative løsninger, der matcher EU’s grønne dagsorden.

De fremtidige udfordringer vil dog kræve et konstant fokus på at sikre dansk indflydelse i EU’s beslutningsprocesser, ikke mindst i lyset af den potentielle marginalisering af lande udenfor eurozonen. Der vil være behov for at styrke det nordiske og europæiske samarbejde, så danske interesser kan varetages effektivt, fx gennem alliancer med ligesindede lande.

Endelig bør danske aktører forberede sig på en mere kompleks regulatorisk virkelighed med et øget krav om tilpasning til både nuværende og kommende EU-regler, herunder på områder som bæredygtighed, digitalisering og bekæmpelse af finansiel kriminalitet.

For at navigere succesfuldt i dette nye landskab, vil det være afgørende, at både den offentlige og private sektor arbejder tæt sammen om at udvikle kompetencer, styrke innovationen og fastholde Danmarks position som en troværdig og konkurrencedygtig finansiel aktør i Europa.

Den politiske debat og vejen frem for dansk finanspolitik i EU

Efter Brexit har den politiske debat om dansk finanspolitik i EU fået fornyet aktualitet, ikke mindst fordi Storbritanniens exit har ændret de grundlæggende spilleregler for dansk indflydelse på det finansielle område. I de senere år har der i de politiske kredse, både på Christiansborg og i Bruxelles, været betydelig diskussion om, hvordan Danmark bedst beskytter og fremmer sine interesser i et EU, hvor magtbalancen er forskudt til fordel for kontinentale lande som Tyskland og Frankrig.

Særligt spørgsmålet om Danmarks forbehold over for euroen og deltagelsen i den bankunion, som efter Brexit er blevet styrket, har været genstand for intens debat.

På den ene side argumenterer fortalere for en tættere integration for, at Danmark kun gennem fuld deltagelse i de centrale finansielle institutioner kan sikre sig reel indflydelse på de regler og tilsynsrammer, der former rammevilkårene for danske banker og finansielle virksomheder.

På den anden side frygter skeptikere, at øget integration vil mindske national suverænitet og gøre det vanskeligere for Danmark at føre en selvstændig finanspolitik, der tager højde for det danske markeds særlige karakteristika.

Vejen frem for dansk finanspolitik i EU præges derfor af et spændingsfelt mellem ønsket om at forblive tæt på kernen af europæisk beslutningstagning og ønsket om at bevare fleksibilitet og mulighed for at beskytte nationale særinteresser. Debatten intensiveres af de seneste års stigende fokus på finansiel stabilitet, grøn omstilling og digitalisering, hvor EU’s reguleringsdagsorden sætter en stadig fastere ramme for medlemslandenes handlemuligheder.

For Danmark handler det i stigende grad om at balancere hensynene til konkurrencedygtighed for den danske finanssektor, forbrugerbeskyttelse og stabilitet, samtidig med at man forsøger at navigere i et EU, hvor små lande må søge alliancer for at gøre deres stemme gældende.

• Du kan læse meget mere om Advokat Ulrich Hejle her.

Samtidig står Danmark over for valget mellem fortsat at stå uden for centrale dele af EU’s finansielle arkitektur, eller eventuelt at genoverveje euroforbeholdet og muligheden for at slutte sig til bankunionen – et valg, der ikke kun er teknisk, men også politisk og folkeligt følsomt.

Under alle omstændigheder synes det klart, at dansk finanspolitik i EU-fremtiden i højere grad vil kræve strategisk engagement, proaktiv interessevaretagelse og evnen til at forme og tilpasse sig de nye spilleregler, som Brexit uvægerligt har været med til at accelerere.