Ansvar og erstatning i investeringsrådgivning – hvor går grænsen?

Investeringsrådgivning spiller en stadig større rolle i mange danskeres økonomiske beslutninger. Uanset om det drejer sig om private opsparinger eller større erhvervsinvesteringer, er tilliden til rådgiverens faglighed og integritet afgørende. Men hvad sker der, når en investering ikke går som forventet – hvor går grænsen for rådgiverens ansvar, og hvornår må kunden selv bære risikoen?

Grænsedragningen mellem ansvar og erstatning i investeringsrådgivning er langt fra entydig. Lovgivningen opstiller visse rammer, men i praksis opstår der ofte situationer, hvor det kan være vanskeligt at afgøre, om rådgiveren har handlet ansvarspådragende, eller om kunden selv har overset væsentlige forhold. Artiklen undersøger, hvordan lovgivning og praksis spiller sammen, og hvilke udfordringer både rådgivere og kunder står overfor i et marked præget af kompleksitet og forandring.

Med fokus på investeringsrådgiverens rolle, lovgivningens krav og de gråzoner, der kan opstå, stiller vi skarpt på, hvornår der kan blive tale om erstatning, og hvilke tendenser der præger området fremadrettet. Målet er at give et klart billede af, hvor ansvaret reelt ligger – og hvordan både rådgivere og investorer bedst kan navigere i feltet.

Investeringsrådgiverens rolle og ansvar

Investeringsrådgiverens rolle er at vejlede kunder om de muligheder og risici, der er forbundet med forskellige investeringsprodukter, og at hjælpe dem med at træffe informerede beslutninger på baggrund af deres økonomiske situation, investeringshorisont og risikovillighed. Rådgiveren har et professionelt ansvar for at sikre, at rådgivningen er tilpasset den enkelte kundes behov og forudsætninger, hvilket blandt andet indebærer en pligt til at indhente og vurdere relevante oplysninger om kunden.

Desuden påhviler der rådgiveren en loyalitets- og omsorgspligt, som betyder, at rådgivningen skal ske på et sagligt og uafhængigt grundlag, uden at tage hensyn til egne eller tredjemands interesser.

Fejl, forsømmelser eller utilstrækkelig rådgivning kan medføre et erstatningsansvar, hvis kunden lider et økonomisk tab som følge heraf. Investeringsrådgiveren skal således balancere mellem at yde professionel og grundig rådgivning og samtidig respektere kundens selvstændige beslutningskompetence.

Hvad siger lovgivningen om erstatning?

Lovgivningen om erstatning i forbindelse med investeringsrådgivning tager primært udgangspunkt i erstatningsansvarsloven samt relevant finansiel lovgivning, såsom lov om finansiel virksomhed og investorbeskyttelsesreglerne. Ifølge disse regler kan en investeringsrådgiver blive erstatningsansvarlig, hvis rådgivningen har været mangelfuld, vildledende eller i strid med god skik, og dette har medført et økonomisk tab for kunden.

Det er dog ikke tilstrækkeligt, at kunden blot har lidt et tab; der skal kunne påvises en årsagssammenhæng mellem rådgiverens fejl og kundens tab.

Desuden skal der være tale om et tab, som kunne forudses som en mulig følge af rådgiverens forsømmelse.

Retten vil i hver enkelt sag vurdere, om rådgiveren har udvist den omhu og loyalitet, som kan forventes, og om kundens tab direkte kan henføres til rådgivningen. Samtidig er det vigtigt at bemærke, at der gælder visse bevisbyrderegler, hvor det ofte er kunden, der skal godtgøre, at rådgivningen har været utilstrækkelig, og at det konkrete tab skyldes denne rådgivning.

Gråzoner og grænsetilfælde i praksis

I praksis opstår der ofte situationer, hvor det kan være vanskeligt at afgøre, om investeringsrådgiveren har handlet ansvarspådragende, eller om tabet skyldes kundens egne valg eller uforudsigelige markedsbevægelser. Disse gråzoner opstår eksempelvis, når rådgivningen har været korrekt ud fra de foreliggende oplysninger, men kunden alligevel lider tab, fordi der senere indtræffer markedsforhold, der ikke kunne forudses.

Ligeledes kan der opstå tvivl, hvis rådgiveren har givet generelle anbefalinger, men hvor kunden har tolket disse som konkrete investeringsråd.

Her finder du mere information om Ulrich Hejle.

Grænsetilfælde ses også, hvor rådgiveren har informeret om risici, men måske ikke tilstrækkeligt tydeligt eller forståeligt for kunden.

I sådanne sager vil vurderingen ofte bero på en konkret og individuel analyse af kommunikationen mellem parterne, rådgiverens dokumentation, samt om rådgivningen har levet op til de krav, der følger af god skik-reglerne og anden relevant lovgivning. Retlig praksis viser, at det ofte er en glidende overgang mellem, hvornår rådgiveren kan holdes ansvarlig, og hvornår ansvaret overgår til kunden selv.

Kundens eget ansvar – hvornår bærer man selv risikoen?

Selvom investeringsrådgivere har et betydeligt ansvar for at yde korrekt og fyldestgørende rådgivning, er det vigtigt at understrege, at kunderne også selv bærer et ansvar for deres investeringsbeslutninger. Kunden anses ofte for at være ansvarlig for at give fyldestgørende og korrekte oplysninger om sin økonomiske situation, investeringshorisont og risikovillighed.

Du kan læse meget mere om Advokat Ulrich Hejle her.

Desuden skal kunden selv vurdere, om de anbefalede investeringer stemmer overens med egne ønsker og behov, og det forventes, at kunden sætter sig ind i det materiale og de risici, der følger med investeringen.

Hvis kunden for eksempel ignorerer tydelige advarsler eller handler mod rådgiverens anbefaling, vil ansvaret i højere grad kunne placeres hos kunden selv.

Tilsvarende gælder det, hvis kunden undlader at oplyse væsentlige forhold, som kunne have indflydelse på rådgivningen. Dermed er der i praksis en grænse, hvor rådgiverens ansvar ophører, og hvor kunden selv må bære risikoen for tab, særligt når beslutningerne træffes på baggrund af egne vurderinger eller manglende information til rådgiveren.

Nye tendenser og fremtidige udfordringer

Digitalisering og nye teknologiske løsninger præger i stigende grad investeringsrådgivningen, hvilket medfører både muligheder og udfordringer i forhold til ansvar og erstatning. Automatiserede rådgivningsværktøjer, såkaldte robo-advisors, vinder frem og udfordrer de traditionelle grænser for rådgiverens ansvar, idet det bliver sværere at placere ansvaret, når der opstår tab som følge af algoritmebaserede anbefalinger.

Samtidig stiller den stigende kompleksitet i finansielle produkter skærpede krav til både rådgivere og kunder, hvor især informationsasymmetri og forståelsen af risici bliver centrale udfordringer. Reguleringen forsøger at følge med udviklingen, men det er en balancegang mellem at beskytte investorerne og ikke kvæle innovationen.

Fremadrettet forventes det, at ansvarsspørgsmål i højere grad vil omfatte grænseflader mellem menneskelig og digital rådgivning, ligesom nye risici – for eksempel cybertrusler – kan betyde, at erstatningsretlige spørgsmål skal revurderes. Det er derfor afgørende, at både rådgivere og investorer er opmærksomme på de nye tendenser og de potentielle faldgruber, som udviklingen medfører.