Bæredygtig finansiering: Er lovgivningen fulgt med udviklingen?

Bæredygtig finansiering har på få år udviklet sig fra at være et nichebegreb til en central drivkraft i den globale økonomi. I takt med at klimaforandringer, ressourceknaphed og sociale udfordringer trænger sig på, er presset på finanssektoren for at bidrage til en mere bæredygtig udvikling vokset markant. Investorer, virksomheder og forbrugere stiller i stigende grad krav om ansvarlighed og gennemsigtighed, og finansielle beslutninger skal i dag ikke blot måles på afkast, men også på deres samfundsmæssige og miljømæssige konsekvenser.

Denne udvikling har sat lovgivningen under pres. Hvor bæredygtig finansiering tidligere i høj grad var båret af frivillige initiativer og markedskræfter, vokser behovet nu for klare regler og standarder, der kan sikre, at ambitionerne bliver omsat til reel handling. Men er lovgivningen fulgt med udviklingen, eller halter reguleringen bagefter den grønne omstilling?

Artiklen undersøger betydningen af bæredygtig finansiering i dagens samfund og stiller skarpt på, om de eksisterende lovgivningsmæssige rammer formår at understøtte de store forandringer, sektoren står overfor. Samtidig sættes fokus på de udfordringer og dilemmaer, der opstår, når ambitioner ikke følges op af tilstrækkelig regulering, og på, hvad der skal til for at sikre en tidssvarende og effektiv lovgivning i fremtiden.

Definitionen af bæredygtig finansiering og dens betydning i dagens samfund

Bæredygtig finansiering dækker over finansielle aktiviteter og investeringer, der ikke alene har økonomisk afkast for øje, men også tager højde for miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige (ESG) hensyn. Det betyder, at kapital skal kanaliseres hen imod projekter og virksomheder, der bidrager positivt til eksempelvis klimaindsats, naturbeskyttelse, social ansvarlighed og god selskabsledelse.

I dagens samfund, hvor klimaforandringer, ressourceknaphed og sociale udfordringer presser sig på, spiller bæredygtig finansiering en stadig vigtigere rolle.

Finanssektoren har en nøglerolle i at dirigere midler derhen, hvor de kan gøre størst forskel for en bæredygtig udvikling, og dermed understøtte både samfundets og erhvervslivets omstilling. Bæredygtig finansiering er således ikke længere et nicheområde, men er blevet et centralt element i bestræbelserne på at skabe en mere ansvarlig og fremtidssikret økonomi.

Lovgivningens rolle: Fra frivillighed til regulering

I takt med at bæredygtig finansiering har vundet indpas, har lovgivningens rolle ændret sig markant. Hvor det tidligere i høj grad var op til den enkelte finansielle aktør at vælge, om og hvordan bæredygtighed skulle indgå i investeringsbeslutninger og rapportering, er der nu sket et skifte mod øget regulering.

Den frivillige tilgang har i flere år præget sektoren, hvor initiativer som FN’s principper for ansvarlig investering og frivillige ESG-rapporteringsstandarder satte retningen.

Men presset for mere gennemsigtighed og behovet for at skabe fælles rammer har medført, at lovgivningen i stigende grad sætter rammerne for, hvad der kan betegnes som bæredygtig finansiering.

Dette ses blandt andet i indførelsen af stramme rapporteringskrav og fælles standarder, der skal sikre, at bæredygtighed ikke længere blot er et konkurrenceparameter, men et krav til hele branchen. Overgangen fra frivillighed til regulering afspejler både politiske ambitioner og et samfundsmæssigt ønske om, at finanssektoren bidrager aktivt til den grønne omstilling.

EU’s taksonomi og andre internationale initiativer

EU’s taksonomi udgør et centralt element i bestræbelserne på at skabe fælles standarder for, hvad der kan betegnes som bæredygtige investeringer. Taksonomien, der trådte i kraft i 2021, definerer klare kriterier for, hvilke økonomiske aktiviteter der kan anses for miljømæssigt bæredygtige, og har til formål at gøre det lettere for investorer at identificere og sammenligne grønne investeringer på tværs af medlemslandene.

Få mere info om Ulrich Hejle her.

Du kan læse meget mere om Advokat Ulrich Hejle her.

Initiativet er et led i EU’s bredere handlingsplan for bæredygtig finansiering, som også omfatter regler om rapportering og due diligence.

Udover EU’s taksonomi findes der andre internationale rammer, såsom FN’s principper for ansvarlige investeringer (PRI) og Task Force on Climate-related Financial Disclosures (TCFD), der søger at fremme gennemsigtighed og bæredygtighed på de globale finansmarkeder. Samlet set bidrager disse initiativer til at harmonisere kravene til bæredygtig finansiering og understøtte den grønne omstilling, men udfordringer med fortolkning og implementering på tværs af lande og sektorer består fortsat.

Finanssektorens udfordringer og muligheder i den grønne omstilling

Finanssektoren spiller en central rolle i den grønne omstilling, men møder også betydelige udfordringer undervejs. På den ene side åbner den øgede efterspørgsel på bæredygtige investeringer nye forretningsmuligheder, hvor banker, pensionskasser og investeringsfonde kan bidrage aktivt til finansieringen af grønne projekter og innovation.

Samtidig forventes det, at sektoren i stigende grad integrerer miljømæssige og sociale hensyn i kreditvurderinger, investeringsbeslutninger og risikostyring, hvilket kræver nye kompetencer og forretningsmodeller.

På den anden side er sektoren udfordret af et komplekst og til tider uklart lovgivningslandskab, hvor især EU’s taksonomi og de løbende reguleringer stiller store krav til dokumentation og rapportering.

Dette kan medføre betydelige omkostninger og skabe usikkerhed om, hvordan reglerne skal fortolkes i praksis. Desuden står finanssektoren over for risikoen for grønvaskning, hvis de bæredygtige løfter ikke matcher den reelle påvirkning. Samlet set er finanssektorens evne til at tilpasse sig hurtigt, udvikle nye løsninger og samarbejde på tværs af brancher afgørende for, om den grønne omstilling lykkes – både for samfundet og for sektoren selv.

Grønvaskning: Når lovgivningen halter efter ambitionerne

Når ambitionerne om bæredygtighed vokser hurtigere end lovgivningen kan følge med, opstår der et uundgåeligt tomrum, hvor grønvaskning får plads til at trives. Grønvaskning – altså situationer, hvor virksomheder eller finansielle aktører præsenterer deres produkter eller investeringer som mere bæredygtige, end de reelt er – er blevet et stigende problem i takt med, at markedet for bæredygtige investeringer vokser.

Selvom der er indført EU-reguleringer som taksonomien og EU’s disclosure-forordning, er fortolkningen ofte kompleks, og kontrollen mangelfuld.

Det betyder, at finansielle produkter kan markedsføres som grønne uden at leve op til ambitionerne bag lovgivningen. Forbrugere og investorer risikerer dermed at træffe beslutninger på et ufuldstændigt eller misvisende grundlag, og tilliden til den bæredygtige omstilling svækkes. Udfordringen understreger behovet for både mere præcis regulering og effektiv håndhævelse, så ambitionerne om et reelt bæredygtigt finansmarked kan indfries – og så grønvaskning ikke sætter dagsordenen.

Fremtidens behov: Hvordan sikrer vi en tidssvarende regulering?

For at sikre en tidssvarende regulering af bæredygtig finansiering er det afgørende, at lovgivningen løbende tilpasses de hastige forandringer på området. Udviklingen i både finansielle produkter og bæredygtighedskriterier kræver en fleksibel regulering, der kan imødekomme nye teknologier, investeringsformer og samfundsmæssige behov.

Dette indebærer blandt andet tæt dialog mellem myndigheder, finanssektor og civilsamfund for at identificere kommende udfordringer og muligheder i tide. Samtidig bør reguleringen være tilstrækkelig klar og ensartet på tværs af landegrænser, så den fremmer gennemsigtighed og modvirker grønvaskning, uden at hæmme innovation eller internationale investeringer.

Endelig bliver det vigtigt, at lovgivningen understøttes af både data og evidens, så den reelt bidrager til at dreje kapitalstrømme i en mere bæredygtig retning og lever op til både nuværende og fremtidige ambitioner.