Esg og bæredygtighed i finansielle aftaler: Er lovgivningen fulgt med?

I de seneste år har bæredygtighed og ESG (Environmental, Social, Governance) udviklet sig fra at være nichebegreber til at udgøre centrale temaer i finanssektoren. Investorer, banker og andre finansielle aktører står i dag over for stigende krav om at integrere hensyn til miljø, sociale forhold og god selskabsledelse i deres beslutningsprocesser. Denne udvikling har ikke kun været drevet af markedsaktører og samfundsmæssige forventninger, men i høj grad også af nye regler og regulering, både på europæisk og nationalt plan.

Men spørgsmålet er, om lovgivningen er fulgt med den hastige udvikling i finansmarkedernes fokus på ESG og bæredygtighed. Kan reglerne matche de ambitioner og krav, som samfund, virksomheder og investorer i dag stiller til finansielle aftaler? Og hvad betyder det konkret for de kontrakter og forpligtelser, der indgås i den finansielle sektor?

Denne artikel giver et overblik over, hvordan ESG og bæredygtighed har vundet indpas i finanssektoren, og hvordan lovgivningen på området har udviklet sig – fra frivillige initiativer til bindende krav. Vi ser nærmere på både EU-regulering og danske regler, og undersøger, hvorvidt lovgivningen faktisk lever op til den virkelighed, som finansielle aktører befinder sig i. Samtidig sætter vi fokus på udfordringer, gråzoner og fremtidsperspektiver, hvor spørgsmålet stadig står åbent: Er lovgivningen fulgt med?

Historisk blik på ESG og bæredygtighed i finanssektoren

ESG og bæredygtighed har længe været begreber, som finanssektoren har forholdt sig til, men deres betydning og vægt har ændret sig markant gennem de seneste årtier. Oprindeligt var hensyn til miljø, sociale forhold og god selskabsledelse i finansielle beslutninger i høj grad drevet af frivillige initiativer og etiske overvejelser hos enkelte institutioner og investorer.

I 1990’erne og 00’erne begyndte større internationale organisationer og investeringsfonde at anerkende, at bæredygtighed ikke kun var et spørgsmål om moral, men også om risikostyring og langsigtet afkast.

Her finder du mere information om Advokat Ulrich Hejle.

Det førte til, at ESG-kriterier langsomt blev integreret i investeringsbeslutninger og finansielle produkter – dog ofte uden faste standarder eller regulering.

Først i løbet af det seneste årti er ESG og bæredygtighed for alvor rykket ind som centrale begreber, der ikke alene præger den offentlige debat, men også er blevet et konkurrenceparameter og en integreret del af den finansielle sektor. Denne udvikling har lagt pres på både markedsaktører og lovgivere for at sikre mere gennemsigtighed, sammenlignelighed og ansvarlighed i måden, ESG håndteres på i finansielle aftaler.

Lovgivningens udvikling – fra frivillighed til regulering

Udviklingen inden for lovgivning om ESG og bæredygtighed i finansielle aftaler har gennemgået en markant transformation de seneste årtier. Hvor ESG-hensyn tidligere primært blev betragtet som et frivilligt supplement til den klassiske finansielle due diligence, har der i takt med samfundets øgede fokus på klima, miljø og ansvarlig virksomhedsadfærd været en gradvis bevægelse mod lovgivningsmæssig regulering.

I begyndelsen var det især internationale initiativer som FN’s Principles for Responsible Investment (PRI) og frivillige retningslinjer fra brancheorganisationer, der satte rammen for arbejdet med ESG i finanssektoren.

Disse retningslinjer var dog ofte brede og uden egentlige sanktionsmuligheder, så implementeringen af ESG-krav i finansielle aftaler beroede i høj grad på de enkelte aktørers værdier og risikovurderinger.

Efterhånden som det blev tydeligt, at finansielle strømme spiller en afgørende rolle for omstillingen til et mere bæredygtigt samfund, tog især EU initiativ til at indføre konkrete, bindende regler på området.

Denne overgang fra frivillighed til regulering er blandt andet kommet til udtryk gennem vedtagelsen af EU’s taksonomiforordning og Disclosure-forordningen, som stiller nye krav til både finansielle institutioner og virksomheder om at dokumentere og rapportere på ESG-forhold.

Lovgivningen har dermed bevæget sig fra at være vejledende og opfordrende til at indeholde detaljerede krav og potentielle sanktioner, hvis reglerne ikke overholdes. Denne udvikling har haft betydelig betydning for finansielle aktører, der nu i langt højere grad må indarbejde ESG-hensyn systematisk i deres risikovurderinger, kreditgivning og investeringsbeslutninger. Samtidig har det øgede fokus på regulering også skabt et mere ensartet og gennemsigtigt marked, hvor ESG ikke længere er et nicheområde for de få, men et centralt konkurrenceparameter for alle aktører i den finansielle sektor.

ESG-krav i finansielle kontrakter: Hvad betyder det i praksis?

I praksis betyder ESG-krav i finansielle kontrakter, at bæredygtighedsaspekter nu er blevet en integreret del af vilkårene, når virksomheder optager lån, udsteder obligationer eller indgår andre finansielle aftaler. Det kan eksempelvis komme til udtryk ved, at långivere stiller krav om, at låntager løbende skal rapportere om deres CO2-udledning, anvendelse af ressourcer eller sociale tiltag, og at overtrædelser af disse krav kan få direkte konsekvenser, såsom forhøjede renter eller endda opsigelse af aftalen.

ESG-forpligtelserne kan variere meget afhængigt af både sektor, lånebeløb og den enkelte parts bæredygtighedsprofil, men fælles for dem alle er, at de flytter fokus fra udelukkende økonomiske nøgletal til også at omfatte miljømæssige og sociale forhold.

For både långivere og låntagere rejser det nye krav til due diligence, dokumentation og løbende overvågning, hvilket kan gøre processen mere kompleks – men også mere fremtidssikret i forhold til de stigende regulatoriske og samfundsmæssige forventninger til bæredygtighed.

De vigtigste EU-tiltag: Taksonomiforordningen og Disclosure-forordningen

Taksonomiforordningen (EU) 2020/852 og Disclosure-forordningen (SFDR, EU) 2019/2088 er centrale hjørnesten i EU’s arbejde med at fremme bæredygtighed i den finansielle sektor. Taksonomiforordningen fastlægger et fælles klassifikationssystem, der definerer, hvilke økonomiske aktiviteter der kan betegnes som miljømæssigt bæredygtige.

Dette sikrer ensartethed og gennemsigtighed, så markedsaktører og investorer kan navigere i det hastigt voksende ESG-marked uden risiko for greenwashing. Disclosure-forordningen supplerer ved at stille krav til finansielle virksomheder og produkter om offentliggørelse af, hvordan bæredygtighedsrisici integreres i investeringsbeslutninger og rådgivning.

Samlet har disse forordninger betydet et markant skifte fra frivillige til lovbundne ESG-krav, hvor finansielle aktører nu skal dokumentere og rapportere deres bæredygtighedspraksis med langt større præcision end tidligere. Dette har ikke blot øget fokus på ESG i finansielle aftaler, men også skabt behov for nye processer, kompetencer og systemer i hele sektoren.

Danske regler og vejledninger – hvordan ser billedet ud herhjemme?

Sammenlignet med de omfattende EU-reguleringer, såsom Taksonomiforordningen og Disclosure-forordningen, har Danmark i høj grad valgt at implementere og udmønte ESG-krav gennem eksisterende lovgivning og vejledninger, der typisk følger de europæiske standarder tæt. Finanstilsynet spiller en central rolle i fortolkningen og formidlingen af disse regler til danske aktører, og har blandt andet udarbejdet vejledninger om bæredygtighedsrapportering og håndtering af ESG-risici.

På nuværende tidspunkt findes der ikke særskilte, danskspecifikke ESG-lovkrav for finansielle kontrakter, men danske finansielle institutioner er underlagt de samme krav til transparens og rapportering som deres europæiske kolleger.

Samtidig ser man dog en øget forventning fra både myndigheder og marked om, at ESG-elementer aktivt integreres i kreditvurderinger, låneaftaler og investeringsbeslutninger.

Initiativer som Finans Danmarks anbefalinger og branchevejledninger bidrager til at operationalisere de nye krav og sikre en ensartet praksis i sektoren. Dermed er det danske billede i høj grad præget af en kombination af EU-regulering, nationale vejledninger og brancheinitiativer, hvor fokus er på at sikre både overholdelse og konkret anvendelighed i den daglige praksis.

Her finder du mere information om Ulrich Hejle >>

Markedsaktørernes reaktion: Tilpasning eller modstand?

Finansielle markedsaktørers reaktion på de stadigt strammere ESG-krav har været præget af både tilpasning og modstand – ofte i et samspil, hvor pragmatiske løsninger møder principielle bekymringer. Mange større banker, pensionskasser og kapitalforvaltere har taget teten og integreret bæredygtighedskriterier i både investeringsstrategier og interne processer, dels for at imødekomme regulative krav og dels for at imødekomme investorers øgede fokus på ansvarlighed.

Samtidig oplever mindre aktører og nicheprægede virksomheder, at de nye krav kan være byrdefulde, både administrativt og økonomisk, hvilket har ført til kritik af proportionaliteten i reguleringen.

Derudover udtrykker flere aktører usikkerhed omkring fortolkningen af reglerne, især hvor ESG-begreberne er åbne for forskellige fortolkninger.

Dette har i visse tilfælde ført til en forsigtig tilgang, hvor markedsaktørerne afventer yderligere vejledning fra myndighederne, før de foretager omfattende ændringer i deres praksis. Samlet set befinder sektoren sig i et spændingsfelt mellem nødvendigheden af at tilpasse sig den nye reguleringsvirkelighed og ønsket om at bevare forretningsmæssig fleksibilitet.

Gråzoner og udfordringer: Hvor halter lovgivningen bagefter?

Trods de seneste års omfattende regulering på ESG-området findes der fortsat betydelige gråzoner og udfordringer, hvor lovgivningen halter bagefter den praktiske virkelighed. En central udfordring er de mange åbne fortolkningsspørgsmål, især når det gælder definitioner af, hvad der konkret udgør en “bæredygtig investering”, eller hvordan ESG-faktorer skal integreres og måles i finansielle aftaler.

Manglende harmonisering og detaljeringsgrad i EU-forordningerne betyder, at finansielle aktører ofte må navigere i usikkerhed og selv tolke reglerne, hvilket kan føre til forskellig praksis på tværs af lande og markedssegmenter.

Derudover er der udfordringer forbundet med datatilgængelighed og -kvalitet, da mange virksomheder stadig kæmper med at indsamle og rapportere pålidelige ESG-data.

Endelig er det værd at bemærke, at lovgivningen endnu ikke i tilstrækkelig grad adresserer risikoen for såkaldt “greenwashing”, hvor bæredygtighed markedsføres uden reel substans bag. Disse gråzoner skaber både juridisk usikkerhed og risici for både långivere, investorer og virksomheder, og understreger behovet for yderligere afklaring og udvikling af lovgivningen på området.

Fremtidsperspektiver: Kan lovgivningen følge med udviklingen?

Selvom EU og danske myndigheder løbende udvider og tilpasser lovgivningen for at imødekomme det stigende fokus på ESG og bæredygtighed, står reguleringen over for en konstant udfordring: Udviklingen på området går ofte hurtigere end lovgivningsprocessen kan følge med.

Finansielle aktører efterspørger både klarhed og fleksibilitet, men den teknologiske innovation, nye forretningsmodeller og et stigende antal ESG-relaterede investeringsprodukter sætter presset på lovgiverne. Samtidig er der behov for harmonisering på tværs af grænser, så markedsaktører ikke mødes af forskellige krav i forskellige jurisdiktioner.

I fremtiden vil det formentlig være nødvendigt med mere agile og dynamiske lovgivningsværktøjer, der løbende kan tilpasses de forandringer, som bæredygtighedsdagsordenen medfører. Spørgsmålet er dog, om lovgivningen reelt kan holde trit med udviklingen, eller om der vil opstå en permanent forsinkelse, hvor reguleringen altid halter lidt bagefter markedets behov og innovationens tempo.