Esg-rapportering: Den juridiske udfordring for finanssektoren

ESG-rapportering er i løbet af få år blevet et nøglebegreb i finanssektoren, hvor banker, investeringsfonde og andre finansielle aktører står overfor stadig skrappere krav til at dokumentere deres påvirkning på miljø, samfund og ledelse. Med EU’s omfattende lovgivning og globale standarder som bagtæppe, er ESG ikke længere kun et spørgsmål om omdømme og frivillighed, men et lovkrav, der kan få vidtrækkende juridiske konsekvenser.

For finanssektoren betyder de nye regler, at rapportering om bæredygtighed skal være både troværdig og præcis – og at fejl eller mangler kan føre til alt fra bøder til retssager. Men kravene er komplekse, og fortolkningen af dem kan variere, hvilket efterlader mange aktører i et juridisk minefelt. Samtidig vokser presset for at indsamle og dokumentere store mængder ESG-data, hvilket stiller nye krav til både processer og ansvar i organisationerne.

Her finder du mere information om Advokat Ulrich Hejle.

Denne artikel dykker ned i de juridiske udfordringer, som finanssektoren står overfor i mødet med ESG-rapportering. Vi ser nærmere på de gældende og kommende regler, de gråzoner og dilemmaer, som præger området, samt hvilke konsekvenser det kan få, hvis rapporteringen ikke lever op til kravene. Afslutningsvis ser vi på, hvordan fremtidens ESG-rapportering kan komme til at forme finanssektoren – og hvordan sektoren selv kan være med til at sætte retningen.

Regulatoriske krav og internationale standarder

ESG-rapportering er i stigende grad underlagt et komplekst net af regulatoriske krav og internationale standarder, som finanssektoren skal navigere i. På EU-niveau stiller blandt andet CSRD (Corporate Sustainability Reporting Directive) og SFDR (Sustainable Finance Disclosure Regulation) detaljerede krav til, hvordan finansielle institutioner skal indsamle, vurdere og offentliggøre oplysninger om miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold.

Disse regler har til formål at sikre gennemsigtighed og sammenlignelighed på tværs af landegrænser og markeder.

Samtidig skal virksomheder forholde sig til globale standarder som GRI (Global Reporting Initiative) og de nye standarder fra ISSB (International Sustainability Standards Board), som har fokus på at harmonisere rapporteringspraksis på internationalt plan. Kombinationen af nationale love, EU-forordninger og internationale rammeværk stiller store krav til finanssektorens evne til at holde sig opdateret og sikre, at rapporteringen lever op til både lokale og globale forventninger.

Juridiske gråzoner og fortolkningsmuligheder

Selvom der er sket en markant udvikling i lovgivningen omkring ESG-rapportering, befinder finanssektoren sig stadig i et landskab præget af juridiske gråzoner og betydelige fortolkningsmuligheder. Mange af de gældende regler, herunder EU’s taksonomiforordning og CSRD, indeholder åbne formuleringer og overlader i vidt omfang det konkrete indhold og omfang af rapporteringen til de enkelte virksomheder og brancher.

Dette skaber usikkerhed om, hvor detaljeret rapporteringen skal være, hvordan væsentlighedsprincippet skal anvendes, og hvilke data der reelt skal indsamles og offentliggøres.

Endvidere mangler der på flere områder ensartede definitioner, hvilket kan føre til forskellige fortolkninger af eksempelvis, hvornår en aktivitet kan betegnes som bæredygtig.

For finansielle institutioner betyder dette, at de i vid udstrækning må foretage egne juridiske vurderinger og risikovurderinger, hvilket øger behovet for compliance-ekspertise og tæt dialog med både myndigheder og brancheorganisationer. Manglen på præcise retningslinjer kan samtidig medføre, at virksomheder uforvarende kommer til at over- eller underrapportere væsentlige ESG-forhold, hvilket i sidste ende kan få både juridiske og omdømmemæssige konsekvenser.

Dataindsamling, dokumentation og ansvar

Dataindsamling udgør et centralt element i ESG-rapportering for finanssektoren, hvor kvaliteten og pålideligheden af de indsamlede data har direkte betydning for rapporteringens troværdighed. Finansielle virksomheder skal ofte hente ESG-data fra en lang række interne og eksterne kilder, hvilket kan skabe udfordringer i forhold til datakvalitet, konsistens og sammenlignelighed.

Dokumentationskravene er skærpede, idet myndigheder og investorer i stigende grad efterspørger gennemsigtighed i, hvordan ESG-information er blevet tilvejebragt og valideret.

Dette stiller store krav til interne processer og it-systemer, der skal kunne spore og dokumentere alle led i databehandlingen.

Endvidere hviler der et juridisk ansvar på ledelsen for, at de offentliggjorte ESG-oplysninger er retvisende og i overensstemmelse med gældende lovgivning. Manglende eller utilstrækkelig dokumentation kan ikke blot udløse regulatoriske sanktioner, men også medføre tab af tillid blandt investorer og samarbejdspartnere. Derfor er det afgørende, at finansielle aktører etablerer klare procedurer for dataindsamling og dokumentation samt sikrer, at ansvaret for ESG-rapportering er tydeligt forankret i organisationen.

Konsekvenser ved manglende eller fejlagtig rapportering

Manglende eller fejlagtig ESG-rapportering kan få alvorlige konsekvenser for finanssektoren, både juridisk og forretningsmæssigt. På det juridiske plan risikerer virksomheder at pådrage sig bøder, sanktioner eller andre former for regulatoriske indgreb, hvis de ikke lever op til de gældende rapporteringskrav.

Dette gælder især under EU’s taksonomi og direktiver som CSRD, hvor der stilles stadig skrappere krav til transparens og dokumentation. Derudover kan unøjagtig eller vildledende rapportering medføre erstatningsansvar over for investorer og andre interessenter, som træffer beslutninger på baggrund af de offentliggjorte oplysninger.

Forretningsmæssigt kan tilliden til virksomheden lide skade, hvilket kan påvirke adgang til kapital, partnerskaber og omdømme negativt. Samtidig øges risikoen for såkaldt greenwashing, hvor virksomheder beskyldes for at give et misvisende billede af deres bæredygtighedsindsats, hvilket kan føre til retssager og langvarige imageproblemer. Derfor er det afgørende, at finansielle virksomheder prioriterer korrekt og troværdig ESG-rapportering for at minimere disse risici.

• Her finder du mere information om Ulrich Hejle.

Fremtidens ESG-rapportering og finanssektorens rolle

Fremtidens ESG-rapportering forventes at blive både mere omfattende og mere integreret i finanssektorens forretningsmodeller. Med indførelsen af nye EU-reguleringer som CSRD og taksonomiforordningen bliver det ikke længere tilstrækkeligt at betragte ESG som et tillæg til den traditionelle rapportering – ESG-krav vil i stigende grad være styrende for, hvordan finansielle institutioner vurderer risici, træffer investeringsbeslutninger og udøver due diligence.

Finanssektoren får dermed en central rolle som både formidler og garant for kvaliteten af ESG-data, ikke kun i egne rapporteringer, men også i vurderingen af kunders og porteføljeselskabers bæredygtighedspræstationer.

Dette stiller øgede krav til sektorens evne til at håndtere komplekse datamængder, fortolke regler korrekt og navigere i et landskab med stadigt større forventninger til transparens og ansvarlighed. I takt med at ESG-rapportering modnes, vil finanssektoren i høj grad komme til at fungere som en nøgleaktør i at fremme ansvarlig forretningspraksis og sikre, at bæredygtighed bliver en integreret del af kapitalstrømmene.